Nummerportabilitet er implementeret i Danmark i flere omgange via lovgivningens faser. Reguleringen har hele tiden været baseret på at nummerportabilitet foregår via teleoperatørernes samtrafikaftaler.

Allerede i efteråret 1999 muliggjorde oprettelsen af OCH databasen, at danske kunder kunne medtage deres fastnet nummer når de skiftede teleoperatør. 

Reguleringen af nummerportabilitet er i stor udstrækning baseret på, at branchen via frivillige aftaler selv finder løsningerne frem for egentlig lovregulering. Lov om Konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet indeholder de overordnede rammer for, hvilke forpligtelser udbydere af telenet og teletjenester har i relation til nummerportabilitet og korrekt routning af opkald.

Første fase af lovgivning omhandlede udelukkende nummerporteringer på fastnettet, men allerede i 2000 ændredes lovgivningen, således at der blev fastlagt yderligere forpligtelser til at sikre muligheden for at medtage numre ved skift af teleoperatør.

Der var behov for en uddybning af forpligtelserne i forhold til lovgivningen, og en mere praktisk beskrivelse af, hvilket indhold teleoperatørerne skulle medtage i deres interne samtrafikaftaler.

Som en følge af lovændringerne blev anden fase af nummerportabilitet introduceret pr. 1 juli 2001, hvor det blev muligt at medtage sit telefonnummer ved skift af teleoperatør på mobilnettet.

Det blev også muligt at foretage en såkaldt geografisk nummerportering, hvor kunden ikke skiftede teleoperatør, men flyttede sit telefonnummer til en anden central.

Den sidste fase af udviklingen af nummerportabilitet i Danmark – den såkaldte krydsporteringsmulighed – er endnu ikke implementeret. Denne mulighed betyder at en kunde kan medtage sit fastnetnummer ved skift af tjeneste og/eller teleoperatør til en mobiltjeneste og omvendt.

Denne fase af nummerportabilitet giver en række tekniske udfordringer, som endnu ikke er løst på tilfredsstillende vis. Der har været fastsat tidsfrister i lovgivningen, men løbende dialog mellem teleoperatørerne og myndigheder har betydet, at alle parterne har anset det mest hensigtsmæssigt at udskyde implementering indtil en sikker teknisk løsning er fundet.

Der findes ikke anerkendte tekniske løsninger noget sted i verden på krydsporteringer.