|
|
|
3. Branchens aftalekompleks
- de praktiske forhold omkring opstarten m.v.
3.1 Lovgrundlag for etablering af OCH
For som operatør at kunne tilbyde nummerportering i Danmark har telebranchen i Danmark i fællesskab besluttet at benytte den fælles database OCH. Forholdet til OCH kan etableres efter flere forskellige aftale modeller mod henholdsvis OCH som er den ansvarlig for drift og opkobling til basen. Aftale forholdene gennemgås andet steds i dokumentet.
Der er lovmæssigt grundlag for at etablere en fælles database, som det fremgår af nedenstående uddrag:
§ 56 Stk. 4. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte nærmere regler om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller –tjenester, som nævnt i stk. 3, skal overlade administrationen af oplysninger om porterede abonnentnumre til en fælles database etableret og drevet af en eller flere udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller af tredjemand.
Stk. 5. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan i forbindelse med regler fastsat i medfør af stk. 4 fastsætte nærmere regler om, at de vilkår og priser for at varetage administrationen af porterede numre, som anvendes af den eller de udbydere, der i medfør af regler fastsat efter stk. 4 har fået overdraget ansvaret for etablering og drift af en fælles database, skal være omkostningsbaserede, objektive, gennemsigtige og ikke diskriminerende.
Kilde: Bekendtgørelse om standardtilbud på samtrafikområdet; LOV nr. 661 af 10/07/2003 (gældende).
Forud for vedtagelsen af denne lovtekst havde telebranchen besluttet at etablere OCH og havde således allerede overladt administrationen af porterede numre til en fælles database – nemlig OCH-systemet.
3.2 Dirigeringspligten
Den enkelte operatør har pligt til at dirigere korrekt iht. Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet §56 og §57:
§56, Stk. 3. Udbydere som nævnt i stk. 1 og 2 skal sikre, at andre udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester har adgang til via en database at få oplyst, hvilken udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester et abonnentnummer er afgivet til, med sigte på korrekt dirigering af opkald til porterede abonnentnumre.
§ 57. Udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal via opslag i databaser som nævnt i § 56, stk. 3, sikre korrekt dirigering af opkald til abonnentnumre, der er omfattet af nummerportabilitet, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Korrekt dirigering omfatter aflevering af opkaldet til den udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som abonnentnummeret er afgivet til, jf. § 56, stk. 1 og 2, i det omfang den forpligtede udbyder udbyder slutbrugerprodukter, hvori der indgår opkald til ikke porterede abonnentnumre af den pågældende type.
Stk. 3. Udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester er forpligtet til at videredirigere opkald fra udenlandske net til abonnentnumre, som af denne udbyder er afgivet til andre udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, jf. § 56, stk. 1 og 2.
Stk. 4. Uanset stk. 1 kan Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætte nærmere regler om, at en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester er forpligtet til at videredirigere opkald fra abonnentnumre inden for den samlede danske nummerplan til abonnentnumre, som af denne udbyder er afgivet til andre udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, jf. § 56, stk. 1 og 2. Såfremt regler herom fastsættes, bortfalder forpligtelsen i stk. 1 i forhold til den pågældende udbyders abonnentnumre.
Stk. 5. IT- og Telestyrelsen kan, på grundlag af stk. 1 - 3 eller regler fastsat i medfør af stk. 4, fastsætte nærmere regler om, hvordan portering af numre og dirigering af opkald mellem udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal afvikles, herunder regler for, hvordan portering, dirigering og videredirigering skal ske, når et nummer af slutbrugeren medtages ved flere efterfølgende skift mellem udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, og eventuelle supplerende krav til indholdet af aftaler om samtrafik med sigte herpå.
Kilde: LOV nr. 661 af 10/07/2003 (gældende)
3.2.1 Fuld nummerportabilitet
Fuld nummerportabilitet, herunder de såkaldte krydsporteringer er endnu ikke indført i Danmark.
De danske operatører og myndighederne drøfter stadig de tidsmæssige og tekniske udfordringer forbundet med at indføre fuld nummerportabilitet.
Det lovmæssige grundlag er angivet nedenfor.
Bekendtgørelse nr. 171 af 21/03/2002 om fuld nummerportabilitet (uddrag):
I medfør af § 36, stk. 3, i lov nr. 661 af 10/07/2003 om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, fastsættes:
§ 1. Slutbrugere skal have mulighed for at medtage abonnentnumre ved skift mellem udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester inden for områderne telefoni og ISDN, samt inden for området offentlig mobilkommunikation.
§ 2. Slutbrugere skal senest den 1. april 2004 have mulighed for at medtage abonnentnumre ved skift mellem udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester inden for områderne telefoni, ISDN og offentlig mobilkommunikation.
§ 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2002.
Telekommunikationsindustrien i Danmark (TI) har, som nævnt ovenfor, de senere år været i løbende dialog med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (VTU-ministeriet) om implementering af fuld nummerportabilitet. Der er stadig en række tekniske udfordringer, og nye operatører opfordres til at kontakte TI for at få seneste status på implementeringen.
OCH 2-systemet er forberedt på at kunne håndtere krydsporteringer, men afhængig af den tekniske løsningsmodel mellem operatørerne kan der være behov for yderligere udvikling af OCH 2-systemet.
3.2.2 Nummerdatabasen i OCH
Nummerdatabasen skal indeholde den totale danske nummer- og rute-plan: Ved brug af denne database kan man rute og afregne trafik i Danmark korrekt.
Yderligere information i afsnit 3.4 i Transactions Document.
3.3 Procedurer mellem operatører
Den danske standard for nummerportabilitet er udarbejdet i arbejdsgrupper med deltagelse fra den danske telesektor. Arbejdet er udført i regi af Telekommunikationsindustrien i Danmark (TI).
Specielt dokumenterne Rules and Procedures og Transaction Document er meget dynamiske dokumenter, hvor der jævnligt I brancheregi besluttes at indføje nye funktionaliteter, såvel mellem operatørerne, som i relation til OCH, hvilket kræver løbende tilpasning af systemerne hos alle operatører.
Der vil være forskel på de versioner, der er vedtaget i TI, og de versioner OCH 2-systemet er kodet efter. Det hænger sammen med, at OCH ønsker at gennemføre opgraderinger af systemet i større ordrer, og at opgraderinger af systemet også er begrænset af udviklingskapacitet. OCH 2-systemet vil altid være kodet efter den version af Transaction Document, der er henvist til i OCH-aftalegrundlaget.
3.3.1 Rules & Procedures
Gældende version kan findes på Telekommunikationsindustriens hjemmeside.
3.3.2 Requirements & Transactions
Gældende version af Transaction Document kan findes på Telekommunikationsindustriens hjemmeside.
3.3.3 Rules & Procedures for NP from "Technical Group on NP"
Gældende version af følgende dokumenter kan findes på Telekommunikationsindustriens hjemmeside:
1. Advisory Notes on Number Portability Prevention of loops 2. Rules and procedures on Number Portability 3. Addendum Rules and procedures on Number Portability Additional requirements for Mobile network to Mobile network Number Portability (MNP) and Fixed network to/from Mobile network Number Portability (FMNP)
3.3.4 Dokumentoversigt
Samlet oversigt over dokumentversioner der er udarbejdet af Telekommunikationsindustrien i forbindelse med NP. Se TI’s hjemmeside.
3.3.5 Afregning mellem operatørerne
Afregninger foregår direkte mellem operatørerne, og OCH er hverken indblandet i prissætning eller administration af disse afregningsforhold. Vilkårene mellem operatørerne er gengivet i dokumentet ”aftaler om NP”, som kan findes på TI’s hjemmeside.
3.4 Brancheaftaler
Aftaler indgås mellem operatører, der ønsker at kunne udveksle kunder. Det skal bemærkes at udvekslingen ikke behøver at være fuldt gensidig idet der kun er pligt til at afgive kunder og ikke pligt til at modtage.
3.4.1 Bilateral aftale om NP
For at nummerportabilitet kan gennemføres, skal der indgås bilateral aftale herom.
De overordnede standard brancheaftaler er vedtaget i TI og anmeldt til myndighederne, herunder IT- og Telestyrelsen samt Konkurrencestyrelsen. Aftalerne kan findes på TI’s hjemmeside.
De enkelte operatører kan have indgået bilaterale aftaler, som afviger fra disse standardaftaler.
3.4.2 Aftale om opsigelser via e-mail, bilateral aftale
Der er mulighed for bilateralt at aftale, at opsigelser i forbindelse med porteringer udveksles via E-mail i stedet for via fax.
En arbejdsgruppe har udarbejdet ”Rules & Procedures for opsigelser via E-mail”, som indeholder systemkrav, procedurer, forslag til et bilag til ”Aftale om Nummerportabilitet” samt en procedure for, hvordan man indgår aftale om, systemtester og implementerer opsigelser via E-mail.
Vi opfordrer til at kontakte TI for en status på gældende procedurer.
3.4.3 Aftaler om beredskab, bilateral aftale
NP beredskab benyttes typisk i forbindelse med større og mere komplicerede porteringer, typisk i forbindelse med portering af erhvervsvirksomheder. Beredskab kan aftales såvel indenfor som udenfor almindelig arbejdstid.
Beredskabet består overordnet i beredskab under hele porteringsforløbet mhp. fejlretning indenfor den enkelte operatørs net, alternativt at kunne gennemføre en tilbagerulning af porteringen hvis der er uløselige problemer.
Der findes p.t. ikke nogen standardaftaler på området, men der har været en naturlig tendens til at operatørerne spejler hinandens priser. Aftaler om beredskab indgås bilateralt. Vi opfordrer til at kontakte TI for en status på gældende aftalegrundlag.
3.5 Implementering af ny operatør i OCH 2-systemet
OCH og den nye operatør varsler i samarbejde alle eksisterende operatører på OCH systemet iht. gældende regler p.t. senest 14 dage før idriftsættelsen.
3.6 Nummerserier
Har operatøren egen nummerserie indmeldes denne til OCH med en Range Update som første transaktion. Hver gang en operatør foretager en NP Range Update (lægger en ny nummerserie ind) faktureres alle kunder for 100 kr. Prisen er ens uanset antallet af Ranges pr. gang.
|
|
|